Skolen for Skabertrang

Skolen for Skabertrang arrangerer undervisning for mennesker, som er psykisk sårbare. Debatarrangementerne er for alle.

Skolen for Skabertrangs formål er at tilbyde undervisning, fællesskabsaktiviteter og kunstneriske projekter, der opleves relevante, meningsfyldte og inkluderende for psykisk sårbare. Undervisningen foregår i individuelt tilpasset læringsmiljø i små fællesskaber af kompetente undervisere, der har erfaring med målgruppen. 

Kurserne er en bred vifte af kreativ undervisning i skrivekunst, keramik, fotografi, billedkunst, musik, håndarbejde og natur. Vi har også et kursus i 'Føler du systemstress?', for at hjælpe med forløb i jobcentre og kommuner med en socialrådgiver. Se undervisningen under 'kurser' på hjemmesiden.

Vores kurser tilrettelægges sådan at undervisningen foregår i mindre grupper (5-8 deltagere) og afholdes i trygge rammer i vores lokaler i Willemoesgade 16 på Østerbro, på Kulturstationen Vanløse og Indre By Kulturhus. Sommerhold afholdes i Den Sociale Blomsterhave. 

Skolen for Skabertrang står desuden for en række debatmøder, også KULT//DEBAT arrangementer, hvor relevante emner tages op til debat indenfor bl.a. psykiatrien, kunst og kreativitet, natur og psykologi. 

Skabertrangs kreative værksted og fællesskab i Skolen for Skabertrang er et gratis kreativt værksted og fællesskab støttet af TrygFonden, Vellivforeningen og Jaschafonden. Tilmelding: adm@skolenforskabertrang.dk. Der kan være venteliste.

Vi er medlem af Dansk Oplysnings Forbund.

”Et fællesskab, hvor jeg føler mig forbundet med ligesindede, meningsfuldhed i en til tider sårbar hverdag, struktur og indhold, inspiration, øget kreativitet.”

 

”Det betyder rigtigt meget at være i et afslappet fællesskab, hvor der både er plads til at være super produktiv og kreativ, men også bare til at være i. Det betyder generelt rigtigt meget at være i fællesskaber for psykisk sårbare, da det skaber et frirum, hvor der er plads til sårbarheden uden at den behøver at være i centrum.”

- Udtalelser fra deltagere i det kreative værksted og fællesskab Skabertrang, støttet af midler fra Trygfonden og Vellivforeningen.

Vores formål

Vores formål er at udbyde folkeoplysende voksenundervisning og debatskabende arrangementer for mennesker med psykiske vanskeligheder uden misbrug som primær problemstilling.

Målet med Aftenskolens aktiviteter er at øge den enkeltes almene og faglige indsigt og færdigheder med henblik på at styrke den enkeltes evner og lyst til at tage ansvar for eget liv samt til at deltage aktivt i samfundslivet.